
AP PENSION
Erhvervslivets Kulturpris 2026
AP PENSION
AP Pension er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2026
Læs interviewet med adm. direktør Bo Normann Rasmussen
Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?
Kunsten spiller en central og mangfoldig rolle i AP Pension. Den fungerer som en visuel og kulturel linje tilbage til vores oprindelse i 1919 og er med til at fastholde forbindelsen til vores rødder i natur og landbrug. Samtidig er kunsten en kilde til inspiration og kreativitet i hverdagen – den opfordrer til nytænkning, men også til at finde ro og fordybelse.
Kunstværkerne bidrager til arbejdsglæde og en stolthed blandt kollegaer. Vi har udvalgt fem forskellige kunstnere, som hver har fået frie hænder til at udsmykke en etage med udgangspunkt i natur og landbrug. Det har resulteret i unikke og tankevækkende værker, som understøtter vores værdier og DNA. Et særligt eksempel er Michael Kviums gulvmosaik med de karakteristiske birketræer, som bringer naturen ind i bygningen og inviterer til refleksion over menneskets forhold til den.
Hvilken rolle spiller kunsten for dig som leder?
Som leder ser jeg kunsten som en gave fra AP Pension til medarbejderne – en gave, der rækker ud over det æstetiske og bidrager til dialog, refleksion og fællesskab. Kunstværkerne inviterer til samtaler om forskellighed og fortolkning, og det er netop i disse samtaler, at vi som kolleger bliver klogere på hinanden og på vores fælles arbejdsplads.
Atriummet i AP Huset giver mulighed for at opleve kunstværkerne på afstand – og netop på afstand træder mange af dem tydeligere frem. Det minder os om, at nogle opgaver bedst forstås og løses, at man træder et skridt tilbage og ser dem i et større perspektiv. Et konkret eksempel er maleriet i bestyrelseslokalet, der forestiller en båd i brand med et roende par ombord. Det vækker ofte refleksion og kommentarer som: "Vi ved, det brænder – men hvordan slukker vi branden?" Det er et stærkt billede på ledelsesansvar og samarbejde.
Hvad er dit råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed?
Mit bedste råd er at starte med slutningen – vær tydelig omkring formålet med kunsten og det ønskede omfang, før kunstnerne udvælges. Når rammerne er sat, bør kunstnerne få frie hænder til at udfolde deres kreativitet. Det er netop i den frihed, at de mest meningsfulde og inspirerende værker opstår.
Hvorfor har du netop valgt at blive fotograferet foran netop det værk?
Jeg har valgt at blive fotograferet foran skulpturen af Maria Rubinke, da den symboliserer fællesskab – en kerneværdi i AP Pension. Den afspejler vores DNA med rødder i natur og landbrug og henviser til vores oprindelse i 1919, hvor AP Pension blev stiftet af andelsselskaber inden for landbrug og handel. Skulpturen fortæller en historie om mangfoldighed og bæredygtighed og trækker en linje til Auguste Rodins ikoniske værk Borgerne fra Calais – men her er det vores kunder, der står i centrum.
AP PENSION
AP Pension er et dansk livsforsikrings- og pensionsselskab, som blev grundlagt i 1919 og fungerer som en kundeejet virksomhed, hvilket betyder, at kunderne samtidig er medejere.