Som læger skabte Bente og Claus Christiansen i 1990’erne deres eget banebrydende forskningsinstitut. Samtidig voksede et brændende engagement i kunst og kultur, som siden har udviklet sig til nogle af Danmarks mest ambitiøse kulturprojekter.  I dag investerer ægteparret massivt i nye initiativer og institutioner – drevet af ønsket om at skabe noget, der rækker videre end dem selv. Det er en historie om ambitioner, holdninger og modstand – og om troen på, at kunst, forskning og erhvervsliv kan løfte hinanden.

Der findes mennesker, som støtter kulturen gennem fondsbestyrelser og institutioner på afstand. Og så findes der dem, der engagerer sig direkte og personligt i de projekter, de tror på. Sådan arbejder Bente og Claus Christiansen. Gennem biotekvirksomheden Nordic Bioscience og Danish Research Foundation har de skabt et økonomisk fundament for at investere i både forskning og kultur.

Fra deres hjem i Schweiz har ægteparret gennem årtier levet relativt anonymt uden for Danmark, mens deres kulturelle engagement har omfattet både kunstresidencen i Pietrasanta i Italien og Villa Miramare i Vedbæk, hvor også deres forskningsengagement har base.

Men nu har de – måske lidt modvilligt – været nødt til at træde lidt tydeligere frem i offentligheden. De har nemlig en ambition om at skubbe til dansk kulturliv – senest med redningen og genåbningen af kunsthallen Gl. Holtegaard og etableringen af Daphne Awards, som allerede omtales som en af verdens største individuelle musikpriser.

Det er den drivkraft, jeg gerne vil forstå. Hvad fik forskerparret til i sin tid at investere i kunst – og til i dag at engagere sig så ambitiøst i den danske kulturverden? Og hvad mener de med, at kunst, forskning og erhvervsliv kan løfte hinanden?

Hvad fik jer til at åbne fondens arbejde mod kunsten?

Claus: “Jeg synes, at kultur og forskning er to alen af ét stykke. Vi har jo levet vores liv i forskningsverdenen – for mit vedkommende fra da jeg var i midttyverne. Det er jo mange år. Men med tiden fik jeg øjnene op for, at kunst og kultur også er vigtige.”  

Bente: “Da vi stiftede fonden i 1992, var fundatsen bred netop af samme grund. Forskning stod først, men der stod også, at der var plads til andre formål, hvis midlerne rakte. Så der var vi forudseende. Men dengang var fonden lille, og vi var fuldt involverede i vores forskningsvirksomheder. Men med tiden blev det tydeligt for os, at kunstnerne har brug for nogle midler. Men forretningsfolk har også brug for at få noget abstraktion ind i deres liv i modsætning til deres meget benhårde hverdag. Derfor har kunst og erhvervsliv altid søgt hinanden.”

Hvordan kom kunsten ind i jeres liv?

Bente: “Min mor havde kunsten med hjemmefra, da min morfar kendte flere fynske malere. Vi gik på museer, og der blev indkøbt kunst, men jeg havde ingen særlig viden om kunst som ung. Jeg er naturvidenskabeligt uddannet, og det er sådan, jeg tænker. Men Claus var jo ven med Jacob Asbæk og hjalp ham med at trykke kunstbøger og kendte derfor allerede dengang flere af de fremtrædende kunstnere og var blevet eksponeret for den tids kunst.”

Claus: “Det kom jo i stand fordi jeg i forbindelse med vores forskning, havde holdt konferencer, hvor der blev trykt nogle bøger.  Det betød jo, at jeg kunne hjælpe Jacob Asbæk med at lave kataloger til de første 12 kunstnere, han udstillede.”

Bente: “Ja, du fik indblik i trykkeribranchen, processen og hvad det skulle koste – det er jo ikke noget, man lærer på medicinstudiet.”

Hvordan spiller jeres kommercielle tankegang sammen med jeres arbejde med kulturen?

Claus: “Da vi forlod sygehusvæsenet, skulle vi sælge forskningen for at holde de 200 mennesker kørende, vi havde ansvaret for. Der skulle tjenes penge, og vi fik mange legater fra både ind- og udland. Så der var også brug for påpasselighed.”

Bente: “Men allerede tilbage i slut-80’erne fik Claus erfaring med, hvordan man kunne sælge sin forskning og skabe en stabil indtægt, som kunne finansiere de projekter, vi søgte støtte til. Det er jo faktisk nogle af de tanker, Nordic Bioscience stadig lever på i dag.”

Claus: “Man er nødt til at have en vis kommerciel tankegang, hvis man vil skabe noget stort. Hvis man ikke passer på pengene og er god til at sælge det, man producerer, så går det ikke. Vi er jo læger, og jeg har ikke mødt mange læger, der tænker i økonomi.”

Bente: “Og jeg tror også, det giver en pragmatisk tilgang. Et godt eksempel er vores projekt med Gl. Holtegaard. Hvis man ikke har en vis portion pragmatisme og snusfornuft, så løber det jo helt af sporet. Vi har rådgivere, og de er selvfølgelig kloge på deres område, men man er også nødt til selv at kunne styre det.”

Hvordan fordeler I rollerne, når I arbejder sammen om projekter?

Bente: "Vi har nok en lille rollefordeling. Claus er meget mere visionær, og jeg er mere praktisk. De store idéer er som regel kommet fra Claus. Det er ikke fordi, jeg ikke har været med på dem, men jeg er nok lidt mere forsigtig. Hvis det kan gå op i en større enhed, så bliver det stærkt."

Claus: "Jeg er nok lidt mere vild end Bente. Og så har vi jo været heldige i vores liv."

Bente: "Vi har ramt rigtigt flere gange. Men vi har også ramt forkert."

Folks kunstpræferencer er jo meget forskellige – hvordan kan kunst alligevel give fællesskab i en organisation?

‍Claus: “Politisk må man jo tage stilling til, om man vil bruge kulturpengene på at have den bedste ballet i Danmark – eller om man vil give alle piger på fire år et balletskørt. I princippet kan man jo argumentere for begge dele. Men jeg argumenterer for, at man skal støtte det ypperste, hvis man dermed kan fastholde niveauet. Men der er desværre meget balletskørt over kulturpolitikken i Danmark i dag.”

Bente: ”Men vi har jo også støttet meget på græsrodsplan –  skoleskak og bridge og sådan nogle ting. Men vi  fik også lyst til at disrupte kulturlivet lidt og skabe noget, der var unikt. Det blev Claus’ vision, at nu skulle vi lave noget enestående.”

Claus: “Det er sværere, end man tror. Der er stærke kræfter, der ubevidst prøver at forhindre det. Kritikken lød: ‘Hvorfor giver man ikke de penge til de 318 arbejdsløse musikere i Danmark?’”

Bente: “Mange kan ikke rumme, at man giver en stor pris til én person, som i forvejen tjener godt, når der samtidig er musikere, som ikke tjener noget. Men det ene udelukker jo ikke det andet. Vi har støttet så mange andre ting gennem årene.”

Claus: “Men da vi lavede et privat forskningsinstitut i 1992, var modstanden også stor. Vi har ofte været lidt for tidligt ude.”

Bente: “At blande forskning med erhvervsliv, det var no-go dengang. Vi har taget nogle kampe – også for andre.”

Claus: “Man skal passe lidt på med at stikke næsen for langt frem i et land som Danmark. Men vi har heldigvis også haft en masse søde og dejlige mennesker omkring os.”

Hvilket aftryk håber I, at jeres mange initiativer vil efterlade?

‍ ‍

Claus: “Vi har i hvert fald ikke noget ønske om et personligt aftryk. Men vi vil gerne inspirere andre.”

Bente: “Med Gl. Holtegaard har vi visionen om at glæde borgerne i kommunen og alle andre, der kommer for at se god kunst og besøge parken. Der skal ikke stå Bente og Claus nogen steder – stedet skal bare bestå.”

Claus: “Hvis vi kan være med til at skubbe til, at folk lever bedre og oplever mere, så er det godt. Det gælder både kunst, forskning og den måde, vi lever på. Vi har brug for oplevelser og fællesskaber mere end nogensinde før.”

Bente: “Ja, jeg er helt enig, og jo mere teknologi og kunstig intelligens fylder, desto mere vigtige bliver kunst- og kulturoplevelser som noget menneskeligt og fælles.” Det bliver de sidste ord i vores samtale i Villa Miramare på Vedbæk Strandvej – et hus fyldt med parrets private kunstsamling, og hvor kunst, forskning og liv har flettet sig sammen gennem et langt ægteskab og professionelt makkerskab.

Jeg kunne have talt længe med Bente og Claus – om deres nysgerrighed, kompromisløse tilgang og insisteren på at gøre tingene på deres egen måde. Sammen. Der er næppe kun én opskrift på, hvordan kulturen skal støttes, opleves og udvikles. Derfor er det nok sundt for os alle, når kulturscenen ”disruptes” en smule, som Bente så fint udtrykte det.

Jeg kunne have talt længe med Bente og Claus – om deres nysgerrighed, kompromisløse tilgang og insisteren på at gøre tingene på deres egen måde. Sammen. Der er næppe kun én opskrift på, hvordan kulturen skal støttes, opleves og udvikles. Derfor er det nok sundt for os alle, når kulturscenen ”disruptes” en smule, som Bente så fint udtrykte det.

Merete Otillia Knudsen

Vi får mere kunst ind i Børsen, end der var før

Anna Munk modtager Erhvervslivets Kulturpris Kunstnerlegat på 100.000 kr.