SKANSKA

Erhvervslivets Kulturpris 2026

SKANSKA

Skanska er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2026

Læs interviewet med adm. direktør Peter Nymann-Jørgensen

Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?

I Skanska har vi ikke givet kunsten en fast rolle, men vi har været med til at støtte kunst i byrum og landskabsarkitektur.  Vi var involveret i ”De blå bænke” i Kastrup, vi inviterede en gang en gymnasieklasse til at udsmykke et område ved en af vores byggepladser i Ørestad som en del af deres kunstundervisning og vi har bedt en graffitikunstner om at udsmykke en udviklingsgrund i Herlev. Senest har vi, som et led i at opnå den første DGNB Platin-certificering af en kontorejendom i København, bedt Ditte Ejlerskov om at skabe et værk til CPH Pulse. 

  

 Hvilken rolle spiller kunsten for dig som leder?

Jeg har ikke tidligere taget inspiration fra mine private kunstoplevelser med mig i rollen som direktør i ejendomsudviklingsbranchen. Men når vi på kontoret og på byggepladserne bliver involveret i kunst, lægger jeg mærke til, at det skaber en frisk energi omkring os. Vi får nogle anderledes samtaler, hører nye synspunkter og lærer noget mere om hinanden. Som leder er det en interessant observation.

Hvad er dit råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed? 

Begrebet ”kunst” dækker meget bredt. Det kan være mange ting, og mine bedste oplevelser har været, når jeg er blevet udfordret. Så jeg vil råde til, at man prøver at være åben omkring formater og udtryk. 

Da vi skulle starte med bygningsintegreret kunst til CPH Pulse, havde vi ikke erfaringer med selv at tage initiativ til et større kunstprojekt og følte os nok lidt ude på tynd is. Det var svært for os at vurdere, om det f.eks. skulle være en skulptur, et maleri eller installationskunst.

Derfor fik vi hjælp fra eksperterne fra Byg Med Kunst, der kender kunstverdenen og kan facilitere kontakt til den. De foreslog en række spændende, yngre kunstnere. Ud fra forslagene valgte vi at samarbejde med Ditte Ejlerskov, hvis tidligere værker alle medarbejdere på kontoret – uanset interesse og indsigt i kunst – syntes rigtigt godt om.

Ditte indledte derefter et fantastisk godt samarbejde med os i Skanska og bygningens arkitekter fra Holscher Nordberg. På den måde fik vi skabt et værk, et stort vægtæppe, der er en integreret del af bygningens arkitektur og udtryk, hvor farver og stemning går igen i indretningen.

Byg Med Kunst har været med os hele vejen og deres eksperter aflastede Ditte Ejlerskov omkring alle de mere praktiske spørgsmål, som en bygherre har mange af, og som nok ikke er så spændende for en kunstner.

Hvorfor har du netop valgt at blive fotograferet foran netop det værk?

Kunstneren Jeppe Heins blå bænke fungerer som skulpturelle elementer i byrummet og er samtidig vejvisere fra Kastrup Metrostation til Skanskas erhvervsområde ”Scanport” med hotel og kontor – og videre til områdets kendte nabo ”Den Blå Planet” som endelig destination.

Ligesom med Ditte Ejlerskovs værk, der også er offentligt tilgængeligt for alle, er de blå bænke et værk, som rækker ud og møder folk, der ikke nødvendigvis er forberedt på en kunstoplevelse. Den tanke kan vi godt lide i Skanska. Vi vil også i fremtiden være opmærksomme på mulighederne for at bede kunstnere om at skabe nye sammenhænge og fortællinger i vores projekter og ejendomme. Det vil nok også være med udgangspunkt i at lade kunsten være meget synlig for alle.


SKANSKA

Skanska A/S er en del af Skanska-gruppen, en af verdens største entreprenør- og udviklingsvirksomheder med ca. 27.000 medarbejdere globalt. I Danmark udvikler Skanska kontorer, hoteller og boliger i Storkøbenhavn og har mere end 400.000 m² erhvervs- og boligprojekter bag sig.

Besøg Skanska