
TIVOLI
Erhvervslivets Kulturpris 2026
TIVOLI
Tivoli er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2026
Læs interviewet med CEO Susanne Mørch Koch
Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?
Samtidskunstnere gennem 182 år er repræsenteret i Tivoli. Det betyder, at vi her i Haven har kunst fra hele Tivolis historie: Fra klassiske skulpturer af Thorvaldsen til moderne værker af bl.a. Olafur Eliasson. Tivoli har også de seneste år haft et samarbejde med CHART, Copenhagen Art Festival, hvor 12 - 15 kunstnere hvert år har skabt særlige, stedsspecifikke kunstinstallationer i Tivoli. I Tivoli stiller vi kunsten til rådighed for vores gæster. Ikke alle er lige interesserede, men muligheden for at opleve kunst er der - på linje med de mange andre oplevelser i Haven.
Hvilken rolle spiller kunsten for dig som leder?
Kunsten repræsenterer både noget konkret, når vi f.eks. arbejder med dekoration af rum eller i et åbent miljø, som Haven er. Og så repræsenterer kunst også noget mere abstrakt i form af personlige oplevelser i mødet med et værk, som kan røre noget i én. Først og fremmest repræsenterer kunst for mig generøsitet. At nogen har gjort sig umage med at skabe et værk, eller erhverve et værk, som andre kan opleve.
Hvad er dit råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed?
Kunst kan skabe værdi på alle slags arbejdspladser, ikke kun i kulturinstitutioner. Mange, også små, arbejdspladser har i dag egne kunstforeninger, og museerne er blevet bedre til samarbejde med virksomheder. Man kan åbne døren for kunsten og lade den blive en naturlig del af hverdagen. Det handler ikke kun om den konkrete udsmykning, men også om de abstrakte oplevelser, om at skabe refleksion. Og det glæder mig, at undersøgelser viser, at især de unge er glade for kunst på arbejdet - det lover godt for fremtiden.
Hvorfor har du netop valgt at blive fotograferet foran netop det værk?
Billedhuggeren Maria Rubinke har, med udgangspunkt i én af Havens gamle københavnerbænke, skabt værket ’Sleeping Beauty’ til Tivoli. På bænken sidder en stor, fed tudse, som har brækket den. Tudsen ser alligevel sådan lidt selvophøjet ud. Og lidt morsom. Og jeg oplever det som et meget rummeligt værk: Tudsen har også lov til at være her. På bænken sidder også en lille fugl, som måske sladrer til tudsen om, hvad den har set ovre i Rutschebanen – en fin lille Tivoli-fortælling. Det er nok ikke så mange gæster, der decideret besøger Tivoli for at se tudsen, men det er utroligt at opleve, hvordan værket, siden det ankom i sommer, er blevet en slags forlystelse i sig selv for Tivolis flere end 4 mio. besøgende; Gæster sætter sig på bænken og snakker, børn kravler rundt på tudsen og de unge tager måske en selfie. Livet på bænken bekræfter i den grad, at Tivoli er en levende Have - ikke et museum.
TIVOLI
Tivoli i hjertet af København har siden 1843 været en eventyrlig have med forlystelser, blomster og kulturoplevelser. Parken forener klassisk underholdning med teater, koncerter og gastronomi og tiltrækker hvert år både lokale og internationale gæster.