
HOVEDSTADENS ØJENKLINK
Erhvervslivets Kulturpris 2026
HOVEDSTADENS ØJENKLINIK
Hovedstadens Øjenklik er nomineret til Erhvervslivets Kulturpris 2026
Læs interviewet med direktør Jesper Thulesen
Hvilken rolle spiller kunsten i jeres virksomhed?
Kunsten gør klinikken levende og oplevende på én og samme tid. Husk på at vi beskæftiger os med ansigtets æstetiske centrum, – øjne som afspejler en persons sjæl (citat: Shakespeare), - øjne som kommunikerer med lysets hastighed (hurtigere end lyd), - øjne som afgør dét, som vi finder attraktivt ved et ansigt (’central facial triangle’ = øjne, kinder, næse, læber), - øjne, som afslører vores følelsesmæssige tilstand, - øjne og syn, som vi er bange for at miste, - øjne, som skal passes på og som skal kvalitativt udfordres. Og netop kunsten udfordrer vores synssans og -perception, hvilket gør et klinikbesøg anerledes og forhåbentlig også inspirerende. Mange patienter kommenterer værkerne og delagtiggør os i deres fortolkning/oplevelse af dem, drages til at fortælle en historie, anekdote eller andet, som relaterer sig til kunsten. Klinikoplevelsen bliver andet end bare ’klinik’, og for os som personale skabes der en anden kontakt med patienten om noget fælles; kunsten.
Hvilken rolle spiller kunsten for dig som leder?
En af mine største fornøjelser er løbende at ændre ophængningen af værker eller fremvisningen af skulpturer. Hver gang ændres rummet, klinikken, - ja, egentlig hele atmosfæren, og jeg/vi overraskes gang på gang, når mine patienter kommenterer eller spørger, om der ikke er ’lavet om’, eller om et værk er nyt alternativt ’efterlyser’ ét af de værker, som er blevet udskiftet. Det varmer altid, når samtalen drejes ind på det kunstneriske uden at vores fokus på kerneområderne; øjenomgivelser, øjne og syn kompromitteres. Kunsten har givet så mange spændende relationer og uventede oplevelser.
Hvad er dit råd til andre, der vil gøre kunsten til en del af deres virksomhed?
Udnyt det enestående privilegie som det er at udvælge og erhverve sig kunst, som man i første omgang selv falder for og finder spændende, for derefter at finde ud af, hvor meget kunsten vil åbne op for dialoger, holdninger, meninger og sjove oplevelser sammen med andre mennesker.
Hvorfor har du netop valgt at blive fotograferet foran netop det værk?
Jeg opererede i sin tid en kunstinteresseret patient, hvor vi under operationen i lokalbedøvelse, snakkede om kunst herunder en udstilling hos Galleri Bo Bjerggaard, som jeg ikke selv havde nået at se! Patienten sagde: ’Skynd dig afsted’! Den følgende lørdag var jeg fluks ude i galleriet og oplevede den fantastiske udstilling, som bestod af et miks af værker af tyske Jonathan Meese og belgiske Rinus van der Velde, - to kunstnere, hvis værker står i skarp kontrast. Selvportrætet her af den ’udmattede’ Rinus van der Velde i sit rodede og desperate atelier med dæmoner, som trænger sig ind (fra siden) kombineret med den fantastiske undertekst: ’So often reality has disspointed me when…..’ passede bare fantastisk til mit liv på daværende tidspunkt. Jeg måtte simpelthen have det værk!!! I dag hænger værket som fortjent enerådigt på sin væg i mit konsultationsrum, og der går stort set ikke én dag, hvor Rinus ikke får opmærksomhed eller bliver fotograferet. Jeg kan ikke arbejde uden Rinus!
HOVEDSTADENS ØJENKLINIK
Hovedstadens Øjenklinik er en privat øjenklinik i København, specialiseret i diagnostik og behandling af øjensygdomme samt kosmetisk og rekonstruktiv øjenkirurgi. Klinikken ejes og ledes af speciallæge Jesper Thulesen. Klinikken er indrettet i en moderniseret herskabslejlighed.