Kunst påvirker mennesker. Derfor er valget af kunst på arbejdspladsen mere end et spørgsmål om æstetik og smag. Det er også et valg, der påvirker kulturen. Her fortæller erhvervspsykolog Merete Wedell‑Wedellsborg, hvordan kunst kan samle og skabe retning i organisationer – men også give adgang til følelser, perspektiv og samtaler, som ellers sjældent får plads i arbejdslivet.

Merete Wedell-Wedellsborg er erhvervspsykolog og rådgiver for topledere i Danmark og internationalt. Hun beskæftiger sig med de psykologiske mekanismer, der påvirker beslutninger, relationer og kultur i organisationer. Særligt interesserer hun sig for stemninger, følelser og det usagte i et rum. Netop kunst kan åbne for noget, vi ellers sjældent får adgang til i en travl, målstyret hverdag. Derfor spurgte jeg Merete, hvordan kunst konkret påvirker de psykologiske mekanismer, hun arbejder med – og hvad det betyder for mennesker og kultur på arbejdspladsen.

“Kunsten kan åbne en dør til vores følelsesliv. Når jeg kommer ud i virksomheder, inspirerer kunsten til samtale, til gruppearbejde, men også til provokation. Nogle siger: ‘Sådan en kunne jeg godt nok ikke have hængende hjemme hos mig selv’, mens andre siger: ‘Den er alligevel meget sjov, den er her.’ Fra medarbejdernes perspektiv inspirerer kunst til en følelse af “belonging”. Her bor vi, her hører jeg til. Det er tit noget, folk er stolte af. De fortæller om værkerne, hvor de kommer fra, eller hvordan de er kommet til at holde af dem.”

Jeg ser det samme i de internationale miljøer, jeg arbejder i. Ved IMD (International Institute for Management Development) i Lausanne står der for eksempel en bronzeskulptur uden for, hvor figurerne er placeret oven på hinanden. Jeg ser altid studerende sidde der. Den fungerer som et naturligt samlingspunkt – et sted, man søger hen uden at tænke over det.

Kunsten påvirker vores trivsel, fordi sanserne betyder langt mere for vores mentale tilstand, end vi ofte erkender – lyde, lugte, farver, materialer. Derfor bruger mange kunstnere netop sanserne aktivt i deres værker.

Hvilken rolle kan kunst spille, når ledere skal træffe beslutninger – måske endda under pres?

“Kunsten kan inspirere til en pause. Når der skal træffes mange beslutninger, kan man få en oplevelse af at være i en tunnel – ekstremt fokuseret i en form for “kamp-mode”. Lige dér vil mange sige, at kunsten ikke betyder noget. Men det gør omgivelserne jo. Hvis du spurgte 100 topledere, hvad kunsten betyder for deres arbejde, tror jeg, de fleste ville sige, at den betyder noget – også selvom det kan være svært at sætte ord på.”

“Nogle virksomheder bruger kunsten som et politisk budskab: Kun kvindelige kunstnere, kunstnere fra en særlig etnicitet eller oprindelige folk. Det rummer mange følelser. Andre steder giver kunsten et herligt opråb midt i det konservative: Vi er konservative, men vi har også en vild side. Men kunstens rolle ændrer sig også over tid. I tider med kriser bliver vi mere påpasselige, angste og forsigtige. Det kan betyde, at virksomheder bliver mere konservative i deres indkøb. I min hjemby Brænderup satte de for mange år siden en kæmpe metalklode op i et kryds. Der var ramaskrig. I dag er den blevet byens vartegn. Sådan er det – noget, der først provokerer, bliver senere noget, man holder af. Jeg havde det selv sådan med Bjørn Nørgaards værk foran PFA. Først syntes jeg ikke om det. Nu holder jeg af det. Jeg lægger mærke til det, hver gang de har fået ekstra guld på toppen. Det siger noget om, hvordan kunst følger os over tid.”

Hvad kan kunsten gøre for et arbejdsmiljø styret af drift, struktur og performance?

“Kunst kan tilbyde et andet rum end KPI’er og salgstal. Et rum, hvor det er muligt at eksperimentere. Mange topledere har en kunstsamling derhjemme, men den er ofte forskellig fra det, de omgiver sig med på arbejdet. Vi har brug for forskellige rum, der inspirerer os forskelligt. Det er derfor, at det også er svært for en topchef at arve en virksomheds eksisterende kunstsamling. Der ligger så meget personlighed i valgene før ham, at han ikke kan forbinde sig med det eller tage æren for det. Derfor kan kunsten få en pause, indtil en ny chef tænker: Det skal vi have rettet op på. Det er også krævende at skulle tage stilling til sin egen identitet i forhold til en kunstsamling.”

Hvad gør kunsten ved vores måde at forstå os selv og andre på?

“Jo bedre man kender sig selv – hvem man er, hvordan man har det, og hvorfor man gør, som man gør – jo bedre præsterer man. Kunsten kan give adgang til den selvforståelse. Hvis man som topleder interesserer sig for noget abstrakt og ikke umiddelbart læseligt, viser man også, at det, vi ser i øjeblikket, ikke altid er hele sandheden. Det kræver tid at komme ned under overfladen. Den samme nysgerrighed og tålmodighed har vi brug for, når vi skal forstå andre mennesker. Hvis kunsten kan hjælpe os til at dømme mindre og blive mere nysgerrige på det, der er svært at aflæse i øjeblikket, kan det kun gavne en virksomhed – og os selv som mennesker.”

Kunstneren og toplederen – de lyder umiddelbart som modsætninger?

“Der er ligheder mellem en kunstnerpersonlighed og en toplederpersonlighed. Begge rummer noget originalt. Som topleder skal man kunne rumme meget forskelligt. Det samme gælder kunstnere. Man skal kunne give sig selv konstruktiv kritik og ikke tage sig selv så seriøst, at medarbejderne ikke kan holde en ud. Det er også ekstremt vigtigt i topledelse at kunne blive i smerten et øjeblik – i det ubærlige, uudholdelige. At sige: Lad os lige spole tilbage. Hvad var det egentlig, du sagde? Der er en særlig stemning i rummet nu. Hvad handler det om? Det er at gå meta. Det skal kunstnere også kunne.”

Folks kunstpræferencer er jo meget forskellige – hvordan kan kunst alligevel give fællesskab i en organisation?

‍ ‍

“Kunst er fyldt med mærkelige, sjove, skæve ritualer, som bringer os sammen og skaber en tæt vi‑følelse. Det er en force, når man sammensætter grupper, at alle ikke synes det samme. Kunst er mere inddragende end mange af de klassiske fællesskaber, som vinklubber eller cykelklubber. Og så giver kunst os et andet rum at være sammen i. Man kan stå foran det samme værk og se noget helt forskelligt – og det er faktisk nemmere at være uens sammen. Det er måske noget af det mest værdifulde, kunsten kan give en organisation.”

Jeg er taknemmelig for, at Merete er en del af Erhvervslivets Kulturpris Advisory Board, fordi hun sætter ord på kunstens betydning på arbejdspladsen på et dybere plan. Samtalen med Merete gjorde det tydeligt for mig, at kunst kan skabe et rum, hvor forskellighed ikke er et problem, men en styrke. Vi bruger enorme kræfter på struktur, koordinering og fælles retning – og i den proces kan forskellighed let blive presset ind i de fælles rammer. I mødet med kunsten er der omvendt plads til, at vi reagerer forskelligt, uden at det skaber afstand. Det gør noget ved fællesskabet. Ikke som en aktivitet eller et projekt, men som en stille påmindelse om, at man godt kan høre til – også når man ikke ser det samme som den, der står ved siden af. ‍

Merete Otillia Knudsen

Kunst må gerne dele vandene på arbejdspladsen